Bio

Jeg sad første gang på en motocross-cykel, da jeg var 5 år, syv år senere var jeg Danmarksmester.

Den titel gav mig for alvor blod på tanden, og jeg gentog bedriften året efter.
Jeg var på vej frem, men pludselig ramte livet. Min far fik kræft og døde kort tid efter. Det var ham der havde introduceret mig for cross-verdenen, og han havde betydet alt for mine resultater hidtil. Jeg gennemlevede en virkelig hård tid, men jeg valgte at bruge sorgen konstruktivt, og overkom den på min motorcykel.
Da den værste sorg var aftaget satte jeg hurtigt mit mål efter min store barndoms drøm at blive den bedste i Danmark og derefter at konkurrere mod de bedste i Europa.

Så som 17 årig valgte jeg at tage kampen op mod de bedste i Europa og kæmpe om en top placering ved det danske mesterskab i 125cc. Jeg endte med en tilfredsstillende syvende plads i EM og en anden plads i DM efter den nykårede Danske europamester. Med disse resultater fik jeg troen på at jeg kunne vinde både danmarks mesterskabet og europa mesterskabet året efter.

Som 18-årig blev jeg Dansk mester og Europamester i 125 cc klassen. Med en EM titel på hånden åbnede dørene sig til det forjættede land – Verdensmesterskabet. Jeg var den første dansker som skrev en professionel kontrakt og skrev mig selv ind i historie bøgerne i dansk motocross. Jeg var stolt og sulten efter mere, og pludselig stod jeg dér på skillevejen, klar til at forlade de trygge rammer i mit fødeland for at slå mig ned i England. Stedet, der endte med at blive arnested for mine bedrifter i årene, der fulgte.

Mens jeg boede i England, blev jeg engelsk mester, og jeg arbejdede benhårdt for at opbygge mit omdømme i verdensmesterskabet.
Jeg ville være en af verdens bedste motocrosskørere, og det mål nåede jeg.

I dag kan jeg se tilbage på 10 fantastiske år som professionel motocrosskører, og har kørt løb i hele verden. I min karriere repræsenterede jeg teams fra England, Belgien og Italien, og var fabriks-kører hos Suzuki, Honda, Husqvarna og Yamaha.

I 14 år var jeg en del af Team Danmarks elite projekt og har derudover repræsenteret Danmark ved VM for hold som er det ypperste indenfor Motor cross.
Jeg har som den eneste Dansker nogensinde vundet et VM Grand Prix, været på podiet 17 gange og opnået indtil flere slut placeringer i top 10 hvoraf den bedste var samlet fire i den endelige VM stilling i MXGP klassen som er Konge klassen i MotoCross.

Efter min proffessionale karriere har jeg arbejdet som Dansk og Norsk Landstræner, og har etableret min egen mx skole i både Danmark og Spanien.

Jeg er stadig aktiv den dag i dag og kører selv en del cross blandt andet på mine træningsskoler og stiller op til en del nationale og internationale løb rundt omkring i verden.

På det personlige plan er jeg gift på 13´ende år med min kone Jenny, og sammen har vi to børn, Sean på 6 år og Sommer på 8 år, vi er bosat i Frederikssund som har været min hjemstavn i Danmark hele mit liv.